Om mig

Jeg er født i 1957 i Niebüll (Tyskland), og har levet i Danmark siden 1980.
Jeg bor i Kollund, en dejlig landsby i nærheden af den dansk-tyske grænse.
Naturen og mennesker i alle aldersgrupper – med deres forskellige måder at være på – har altid interesseret mig.

Jeg har arbejdet som pædagog i mange år både i Tyskland og i Danmark.
På et tidspunkt opstod ønsket om at have tid til fordybelse og tid til det enkelte menneske.

På grund af personlige udfordringer kom jeg i kontakt med kinesiologien. Ved hjælp af kinesiologien begyndte jeg at se verden fra en anden vinkel og opdagede, at begrænsninger kan udvikle sig til muligheder. Denne erkendelse har ændret mit liv positivt.
Kinesiologien har støttet og hjulpet mig, og jeg vil gerne give det videre til andre.

Filosoffen Waldo Trines ord afspejler også mine tanker:
“Der vil komme en tid, hvor lægens gerning ikke vil bestå i at helbrede legemerne, men i at helbrede sjælen, der så igen på sin side vil helbrede kroppen.”

 

I 1989 begyndte jeg min kinesiologi-uddannelse på Vejle kinesiologiskole, som jeg senere afsluttede med eksamen som DK-Kinesiolog®. Jeg er registreret alternativ behandler “RAB-registrering®”.
Uddannelsen som DK-Kinesiolog® indeholder mange forskellige grene af kinesiologien og kan betegnes som en holistisk kinesiologi-uddannelse.

Jeg har suppleret min uddannelse med kurser indenfor energipsykologi, meditation, spirituel livsforståelse, homøopati, ernæring, psykoterapi, Bachs blomstermedicin. Jeg deltager løbende i kurser, for at kunne integrere de mangfoldige muligheder og de nyeste erkendelser i mit arbejde.

Jeg er medlem af den danske kinesiologiforening “DK Kinesiologer®” og den tyske kinesiologiforening DGAK. Derudover er jeg godkendt ” IKC Professional Kinesiologist” – dvs. jeg er medlem af International Kinesiology College.
I 1996 blev jeg godkendt som underviser af International Kinesiology College (IKC).

Jeg tilbyder individuel kinesiologisk rådgivning / SoulFlow-sessioner, afbalanceringer, foredrag, kurser og uddannelseskurser både på tysk og på dansk.